Prædiken Juleaften 2021: Luk. 2,1-14.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     ”Glæden findes mange steder.” I dag får vi glæden på besøg i hjem og kirker over hele landet, ja, over hele verden. ”Glæden er jordens gæst i dag.”

     Det er sådan med glæden, at den kommer til os glimtvis. Det er ikke muligt at løbe den op eller fastholde den i længere tid. Glæden kommer og går livet igennem. Når det er sagt, så kommer glæden i koncentreret form, hver gang der fødes et lille barn. Netop julenat blev der for over 2000 år siden født et lille barn i en stald i Betlehem. Barnet kender vi i dag som Jesus Kristus, Guds egen Søn. Der var det helt særlige ved Jesus, at han bragte selveste juleglæden med sig: tændte et lys i mørkets land, gav håb til de modløse og bragte frelse, redning eller udvej for alle mennesker på mangfoldige måder.

     Juleglæden og dens modsætning julesorgen danser med rundt om juletræet i stuerne i aften. Sådan en aften ser vi både frem imod dét, der venter ude i den nærmeste fremtid, og tilbage på dét, der var, og dem, vi tilbragte julen sammen med engang, alt imens juleglæden i glimt viser sig for os. Juleglæden og julesorgen vidner om de mennesker, vi forventer at være sammen med, og om dem, vi ikke længere kan fejre højtiden sammen med af forskellige grunde, og som vi savner ekstra meget til jul.

     Personligt har jeg altid haft dén følelse, at julen, alt, dét, jeg havde glædet mig til, var forbi, inden det næsten var begyndt. Af samme grund yndede jeg som barn at gemme mig inde bag ved det smukt pyntede og lysende juletræ for dog at fastholde julen for en stund. Den dér følelse af, at julen er passeret forbi én, uden at man har været rigtigt med i den, kan gribe én, selv om man har fejret jul og har været omgivet af mennesker. Det kan føles, som om man sidder på afstand af begivenhederne og betragter det hele som en udsendelse, man er tilskuer til, som om man sidder på en fremmed planet og kigger ned på julefejringen på jorden eller er faldet gennem tid og sted og betragter sit liv udefra. Har man set tv-julekalender i år, tror jeg, man har et indtryk af, hvor jeg vil hen med det.

     Hvis man har prøvet at få et chok, f.eks. ved store overgange i livet, dødsfald eller ulykke, så kan man efterfølgende befinde sig i en usynlig ”osteklokke”, hvor man betragter alting på afstand og undrer sig over, at hele verden kører videre, selv om man selv er ramt og sat ud af spillet. Det kan sammenlignes lidt med vort bysbarn H. C. Andersens eventyr om ”Den lille pige med svovlstikkerne”, som betragter juletræet og al den dejlige mad ude fra kulde og armod ind igennem vinduet i stuen til et rigmandshjem. Dette kan bestemt også være tilfældet i dagens Danmark. Desværre! Men som oftest er der tale om en mangel i overført betydning: at vi savner noget, som vi tror, andre mennesker har.

     I min barndom var der ude på landet noget, der decideret hed ”juleglæde”. Det var en form for opsparing, man lavede året igennem, for at have penge til at fejre jul for. Dette sikrede, at man ikke brugte pengene på forskud. En person fra byen påtog sig at gå rundt til familierne en gang om måneden eller en gang hver anden måned og samlede pengene ind – Det kunne være 50-100 kr. – I december måned kom denne indsamler så tilbage med pengene igen, så man kunne nå at købe mad og gaver i god tid inden jul. Når jeg tænker tilbage, kendte jeg ingen, der havde særligt mange penge; til gengæld var der heller ikke nogen, der for alvor manglede noget. Mange var selvforsynende med frugt og grøntsager; enkelte også med kød. De få penge, folk havde, blev vendt og drejet, så de slog til. I vores lille by hed den person, der gik rundt og samlede ”juleglæde” ind, Marie – ”Marie Juleglæde”, som hun altid blev kaldt.

     I vores version af juleglæden er det ikke Marie, men Maria – Jesu mor, der bringer julens glæde til jorden, da hun føder Jesus. Glæden findes mange steder, selv i en ildelugtende stald uden for lands lov og ret. Glæden er ikke afhængig af indkomst eller sted; den kommer frem på tværs af og på trods af alt.

     I en julekalender på internettet går en mand på jagt efter glæden, som findes mange steder – også i kirkekunsten: Selv på hospice og i fængslet viser glæden sig gennem kunsten. I fængslet (Enner Mark Fængsel) vidner et hul i væggen med et kors i om glæden ved at håbe på frihed og udfrielse. På et hospice (Hospice Djurland) findes et mobilt alter, der kan køres rundt til de syge. Engang var alteret en reol; nu har det fået monteret hjul og et billede med lys i på bagsiden. Billedet forestiller Jesus ved søen; han kommer mennesket i møde og har lyset med sig. Mennesket bringer måske en tung bagage med sig fra fortiden og skuer ind i en usikker fremtid. Den enkelte kan sidde i mørket med sorg og frygt og længsel og tør måske knap lukke glæden og lyset ind i sit liv. Jesus rummer det hele og forsøger at få det svære vendt om, så glæden også kan blive en del af det. Engang havde reolen en bagside, inden den blev til et alter; nu er bagsiden en forside.

     Håbet er, at julen også kan hjælpe os til at se, at vores livs bagside måske netop er en forside. Gennem julens hovedperson, det nyfødte Jesus-barn, bliver det tydeligt, at glæden findes ganske mange steder og på mange flere måder, end vi aner. Rigtig glædelig jul! AMEN

Salmer: 94 - 104 - - 121.