Prædiken til Juleaften 2020: Lk. 2,1-14

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Hvad er det største juleønske i år? En splinterny mobiltelefon, en ægte nissehue eller et årsabonnement på en streaming-tjeneste til de lange aftener, mens samfundet er lukket delvist ned? Måske er det disse julegavehits, der kommer til at ligge under juletræet i aften. Men jeg tror faktisk, at det største juleønske i 2020 bliver meget mindre materielt, nemlig ønsket om en verden, hvor covid-19 er overvundet, og hvor frygt for smittefare, sygdom, senskader eller død er trængt i baggrunden.

     ”Hvad ønsker du dig til jul?” ”Jeg ønsker, at hele min familie kan være sammen Juleaften.” Sådan lyder det juleønske, som pigen Julie i én af årets tv-julekalendere sender af sted som en bøn i det første afsnit, og som resten af afsnittene i julekalenderen kredser om på forskellig måde, garneret med følelsen af at være anderledes, venskaber, kampen mellem godt og ondt samt engle, der beskytter og hjælper mennesker. Julies ønske viser sig som en lysende kugle, der svæver op til englenes verden, det skønneste sted med grønne enge, så langt øjet rækker, og hvor en ung engel får ønsket overdraget for at hjælpe med at løse det som en form for eksamensopgave. Alle forhindringer skal ryddes ad vejen, så juleønsket kan gå i opfyldelse Juleaften.

     I år vil mange sidde i stuen derhjemme og tænke, at et sådant ønske om, at hele familien skal være samlet er helt urealistisk – fordi vi skal vise næstekærlighed ved at samles så få som muligt – eller fordi det slet og ret ikke kan lade sig gøre, idet båndene, der binder en familie sammen, er skåret over pga. dødsfald eller brud. Julesorgen har lagt sig hen over juleglæden som en mørk skygge.

     Hver eneste jul skråler vi med på Peter Fabers julesang ”Højt fra træets grønne top” og synger glad og gerne følgende strofe, mens vi går rundt om juletræet med hinanden i hænderne: ”Hvad du ønsker, skal du få…” og drømmer os tilbage til julen for år tilbage, måske barndommens jul derhjemme.

     Hvorfor overhovedet ønske noget, når det alligevel ikke kan gå i opfyldelse? Hvorfor bede til Gud, hvis man alligevel ikke får det, man beder om? Hvad er meningen? Sådanne spørgsmål har mennesker tumlet med siden tidernes morgen, og alligevel vedbliver vi at ønske, at tro, håbe og elske og bede om, at fremtiden bliver forvandlet til det bedre.

      Hvorfor gør vi egentlig det? Jo, det gør vi pga. julens budskab til os: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er altid muligt.” Det viste sig, da det lille Jesus-barn blev født i en stald i Betlehem og blev lagt ned i en krybbe. På det ringeste, mest usle og håbløst mørke sted på jorden brød lyset frem i form af et lille barns fødsel. Et håb blev født. Det burde ikke kunne lade sig gøre at få et barn på dén måde, eller at Gud kom til jorden og blev menneske. Men det skete på trods af alle naturlove og forestillinger. Gud skabte en udvej for mennesker, som ingen dengang eller nu har fantasi til at regne sig frem til på egen hånd – nemlig en udvej gennem afmagt og ydmygelse, gennem lidelse og død, som alt sammen bliver forvandlet til liv og håb.

     Juleevangeliet er dén tekst i Bibelen, der minder mest om et eventyr, selv om der bag det idylliske krybbemotiv i stalden i Betlehem, gemmer sig en barsk virkelighed, som man ville mærke på sin egen krop, hvis man skulle rejse i tre dage til fods og overnatte på et hårdt og ildelugtende staldgulv i en fremmed landsdel, langt fra familie og venner. Vort kære bysbarn, eventyrdigteren H C Andersen skrev også et jule-eventyr om ”Det gamle egetræs sidste drøm”, hvor egetræet drømmer, at det løftes op fra jorden mod himlen i det lykkeligste øjeblik, som det har hørt omtalt af nogle døgnfluer, der lever i nu’et. Da julemorgen kommer, viser det sig, at en kraftig storm har revet træet op med rode efter 365 år. Træet ligger henslængt i sneen på stranden; kirkeklokkerne ringer, og den skønneste julesalmesang lyder, ligesom en bøn, der løfter sig som på englevinger, ligesom træet gjorde det i sin drøm julenat. Vemodet over træets endeligt afløses af en lyksalighed, der løfter det menneskelige sind, som kun juleglæden kan. Så vidt H C Andersens eventyr, der på forunderlig vis, ligesom evangeliet, bærer virkeligheden med sig inde bag alt det eventyrlige.

     Julen er på mange måder et eventyr, men et eventyr, som har en realitet i sig, der gør, at man holder fast i højtiden, fejrer den hvert eneste år, uanset, om man kan være sammen eller skal være det hver for sig. Julen videreformidler et budskab fra Gud, som vi ikke kan sige os selv, og som når ind til det knuste og fortvivlede hjerte, der kæmper med livet inde bag facaden og forvandler det: Alting er muligt for Gud! Frygt ikke! Lyset skinner i mørket, og mørket får ikke bugt med det. Selv om al det fortvivlende i livet ikke forsvinder som ved et trylleslag, så sker der noget nu og her, ét eller andet, som det skete i de dage, vi hører om i juleevangeliet. Denne forvandling aner vi glimtvis, når vi mærker julen banke på hjertets dør, og døren åbnes. Hvordan og hvorledes ved kun Gud.

     På tværs af afstand og restriktioner kan Gud binde os sammen med de bånd, vi kender under betegnelsen: tro, håb og kærlighed. Disse tre er de gavebånd, der omkranser juleønsket, og disse tre får det til at lyse op og gå i opfyldelse. Julegaven fra Gud til os er simpelthen et nyt perspektiv på livet, så vores fokus flyttes fra alt det, der ikke kan lade sig gøre, til alt det, der kan lade sig gøre: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt.” Rigtig glædelig jul! AMEN                    

Salmer: 104, v.1-4+10 – 119 - - musik – 121.

Prædikenen skulle have været holdt i Hjallese Kirke 24/12 2020 kl. 14.30 og 16.00.