5. søndag efter påske

Prædiken til 5. s.e. påske: Joh. 17,1-11.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Det er i dag 5. søndag efter påske.

     ”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden.”

     Mange mennesker har gennem tiden stiftet bekendtskab med disse løfterige ord fra Paulus’ 1. Korintherbrev, som går under tilnavnet ”kærlighedens højsang”. Instinktivt er de fleste med på, hvad ordene betyder, særligt når ordene lyder i forlængelse af hinanden. Piller man de tre ord fra hinanden, så de står alene som begreber, så bliver det lidt sværere, især med troen. For hvad er tro, hvis man selv skal til at definere den? Det er vanskeligt at svare på. Men tro, håb og kærlighed, det ved man, hvad er for en størrelse. Nogle er endda så heldige at have fået et lille vedhæng i guld eller sølv til deres dåb, hvor symbolerne for tro, håb og kærlighed gøres håndgribelige, nemlig som kors, anker og hjerte. Andre har fået ordene med sig ud i livet til deres konfirmation eller til deres vielse.

     De tekster, der hører denne 5. søndag efter påske til, illustrerer, for mig at se, tro, håb og kærlighed. For det første troen: Teksten fra profeten Esajas, som taler om Gud, som den første og sidste, klippen, man bygger sit liv på, dén Gud, der vander det tørre land, udgyder sin ånd over éns afkom og sender velsignelse til éns efterkommere – Det er dén Gud, man tør vove at fæste lid til, at tro på. For det andet håbet: Teksten fra Paulus’ Romerbrev, der taler om håbet, som vi netop ikke kan se, men venter på med udholdenhed, en øvelse, der er særligt vedkommende i denne restriktive tid, vi lever i – i øjeblikket. Og endelig for det tredje: Kærligheden, som den kommer til udtryk gennem Jesus - denne søndag i form af Jesu ypperstepræstelige bøn i Johannes-evangeliet. Jesus, der på den ene side går i forbøn for mennesker og på den anden side trøster mennesker.

     Tro, håb og kærlighed, disse tre. Alle tre dele indgår i en vekselvirkning i det forhold, vi har til Gud, det forhold, Gud har til os, og det forhold, vi har indbyrdes mennesker imellem. Gennem Jesus lærer vi dette helt særlige at kende: tro, håb og kærlighed. Vi er nødt til at få åbenbaret, hvad det handler om derigennem; for ellers så kommer vi meget hurtigt til at gøre disse tre fantastiske ting til noget alt for menneskeligt, alt for forsimplet. F.eks. hvis vi tænker for menneskeligt om kærligheden, så den bliver en vare i et handelsforhold. Hvis vi f.eks. tænker på følgende måde: Nu elsker jeg dig, og så skal du også elske mig mindst lige så meget. Noget for noget. Ellers får jeg ikke noget ud af det, jeg har investeret i dig. Det går ikke med kærligheden – eller med troen og håbet for den sags skyld. Alt andet kan købes og sælges til priser, vi enes om, når vi fastsætter værdien på de enkelte ting og varer. Men det kan man ikke med kærligheden; for så går den i sig selv. Jesus viser os, at tro, håb og kærlighed langt overgår vores vanlige tænkemåde.

     Hvordan viser Jesus os det? I dag har jeg placeret mig ved kirkens sydlige væg, lige ved siden af et lille billede, som kun kan ses fra visse vinkler af kirken, f.eks. fra alterområdet, fra døbefonten og fra alterskranken, når man går til nadver. Dette er meget sigende; for jeg tror, at nøglen til, hvad Jesus vil vise os mht. tro, håb og kærlighed befinder sig i motivet på dette lille billede, der forestiller den opstandne Jesus Kristus, der kommer ud af graven. Titlen er ”Opstandelsen” (malet af kunstneren Erik Friberg), og vi ser den opstandne på vej ud af graven, omgivet af lys, og i det fjerne tre tomme kors. Dét, som er gået forud, Jesu død og tvekamp med døden, bærer nu frugt i form af livets sejr over døden, og der er dermed banet vej fra død til liv. Vi kan se, hvor meget denne dødskamp, denne kamp mod kaos og ondskab har fyldt; for gravhulen fylder det meste af billedet, og alligevel er det den lysende Kristus, der træder frem og fanger éns blik, og så sollyset, der er brudt frem bag ved de tre kors oppe i hjørnet af billedet.

     Hvorfor er dette motiv, den opstandne Kristus, omdrejningspunktet i det kristne budskab, fortsat så vigtigt her knap 2000 år senere? Så vigtigt, at vi skal høre om det i tide og utide, ved enhver gudstjeneste, ved dåb og nadver, ved konfirmation, ja, ved alle tænkelige lejligheder? Det er det, fordi vores situation ikke er så meget anderledes end for 2000 år siden, ja, til alle tider. Hvordan det? Jo, der er ting her i livet, som vi ikke har indflydelse på, ting, der er ude af vore hænder, og som vi står magtesløse overfor.

     Det er vi netop blevet mindet om her under corona-krisen. Det selvberoende, handlekraftige menneske er sat til vægs, og sygdom, død og usikkerhed hersker. Her lyder budskabet om tro, håb og kærlighed atter og oplyser det mørke, vi befinder os i, så budskabet træder frem, som den lysende Kristus på billedet. Vi har brug for at høre, at der er én, vi kan stole på, at der er håb for fremtiden, at kærligheden overvinder ondskaben, at livet besejrer døden, og at alt bliver godt igen.

     Dét, der nu skal til at ske, i den kirkelige sammenhæng, er, at Sønnen, Jesus, skal herliggøres og dermed herliggører han Faderen, Gud, og sammenhængen mellem dem, og alt, hvad der foregår i påsken og pinsen og kirkeåret igennem, det skal nu blive tydeligt for enhver – i hvert fald for dén, der tør vove at tro på det. Her hen imod slutningen på påsketiden, tiden mellem påske og pinse, får vi at vide, hvad det evige liv vil sige. Definitionen på det evige liv er følgende: at vi kender den eneste sande Gud og ham, Gud har udsendt, Jesus Kristus. Punktum. Ikke noget med, at det er et uendeligt langt liv, eller at det er noget, der foregår på et givent sted eller et bestemt tidsrum, som man ellers kunne gisne om. Det evige liv er før, nu og herefter; det omslutter os, som et beskyttende lag, der kan ruste os til at gå ud i verden. For som Jesus siger, så er Jesus selv ikke længere i verden, hvorimod vi mennesker fortsat skal leve her i verden på godt og ondt. Det evige liv er, ifølge denne tekst hos Johannes, et kendskab til Gud, til Faderen og Sønnen, et kendskab til, at de er med os alle dage indtil verdens ende.

     Når det hele ramler, og alt ser sortest ud, og overblikket er forsvundet, så har vi alle de ord, som Jesus har efterladt os, og som kan minde os om, at Jesus tænker på os, beder for os, og træder frem med tro, håb og kærlighed. Til det håb er vi frelst! AMEN

Salmer: 321, v.1+2+4+7 - - 414.