3. søndag efter påske

Prædiken til 3. s.e. påske 2020: Joh. 14,1-11.

Af sognepræst Lisbeth Petersen.

     Det er i dag 3. søndag efter påske.

     Der er ord, man aldrig glemmer. Ord, som bliver sagt kort før et menneske dør, brænder sig fast og får en betydning, ikke blot i fortiden, hvor de blev udtalt, men i særdeleshed i fremtiden, hvor den afdødes ord kommer til de nulevende og får betydning for deres liv.

     Jeg tror, de fleste husker nogle ord, der blev sagt, kort før éns egne kære døde. Mange husker nok også den unge, kinesiske læge og familiefars advarende ord om corona-virussen kort før hans død, ord, der oprindeligt var beregnet for en lukket kreds af lægekolleger, men som gik viralt, da ordene blev lækket med først reprimande og siden respekt til følge.

     Dette forår har på mange måder været et forsømt forår. I filmatiseringen af Hans Scherfigs roman ”Det forsømte forår” følger man nogle skoledrenge, som det meste af tiden er lammet af angst for eksamen, den daglige undervisning og overhøring og i særdeleshed for deres barske lærer lektor Blomme, der regerer klassen som en anden ”Cæsar”. ”Lad dem hade, når blot de frygter,” som han siger til en anden lærer. ”Terror-regimet” fra skoletiden præger fortsat drengene eller mændene, der selv i en gran-voksen alder, ved deres 25-års studenterjubilæum, mindes den skoletid, som har mærket dem for livet, og på mange måder har presset dem ind i de snævre kasser, som er et produkt af den såkaldt ”sorte skole”. Med lige dele frygt og bæven samt efter-glorificering mindes de deres afdøde lærer, lektor Blomme, der dør, da han spiser et forgiftet malt-bolsje, et bolsje, som en tidligere yndlingselev og senere syndebuk, har beredt for sin sadistiske lærer, da eleven ikke kan leve med angsten længere. Læreren dør meget sigende med et latinsk citat på læberne, der oversat til dansk lyder: ”Nu skuer jeg grant Kathagos skæbne.” (”Agnosco fortunam Carthaginis.”) Plageånden er likvideret; men angsten lever videre. En situation, vi nemt kan identificere os med i vores nutidige udgave af det forsømte forår, hvor angsten ligeledes er det fremherskende for tiden.

     Der er ord, man aldrig glemmer. Det er sådanne, markante ord, vi hører i dag, hvor teksten er hentet fra de afskedstaler, som Jesus holder for sine disciple den sidste aften, han er i live, Skærtorsdag aften, og disse taler er gengivet hos evangelisten Johannes. Mens ordene bliver sagt, er det ikke sikkert, at disciplene har forstået særligt meget af dét, som Jesus har på hjerte; men efterfølgende har ordene fået en enorm vægt og betydning, ja, så stor betydning, at ordene er blevet udvalgt som væsentlige prædikentekster i tiden mellem påske og pinse.

     Men hvad siger Jesus så denne særlige aften, hans sidste aften her på jorden? Han siger blandt andet, at han vil gå bort for at gøre en plads rede for sine disciple, i Faderens hus, hvor der er mange boliger, og Jesus siger også, at han er i Faderen, og Faderen er i ham. Jesus og Gud er ”connected”, så det, som Jesus siger og gør, er et udtryk for, hvad Gud står for. Jesus er Guds udtrykte billede, Guds ikon. Gad vide, hvad der sker, hvis man trykker på Jesus-ikonen, som man kan gøre på de nymodens ikoner på telefonerne, man har i dag? Hvad kommer til syne, og hvad får man at høre? Måske en udfoldelse af dén markante sætning, som Jesus udtaler midt i talen til i dag…

     ”Jeg er vejen og sandheden og livet,” siger Jesus. Han siger ikke, at han vil vise os vejen eller sandheden eller livet, men at han selv er vejen og sandheden og livet. Det er igennem ham, at man kommer ind på vejen, åbenbart dén vej, der fører til livet, ja, sandheden om vejen og livet, ja, måske om alting, om Gud. Vi skal ikke ud at finde vejen og sandheden og livet. Han står lige foran os, som om han ville sige: ”Her er jeg!”

     ”Her er jeg!” (hineni) er et udtryk, som anvendes i jødisk tradition, når et menneske stiller sig til rådighed for Gud. Det bruges af Adam, Abraham og Moses – og af Leonard Cohen i sangen ”You Want It Darker, hvor omkvædet lyder ”Hineni, hineni, I’m ready my lord” – og endelig bruges udtrykket af Herrens lidende tjener, som profeten Esajas omtaler, og som af mange fortolkere linkes til Jesus og hans stedfortrædende offerdød for menneskers skyld, hvor død forvandles til nyt liv. Flere vil hævde, at Jesus ved sit indtog på æslet i Jerusalem ved påskeugens begyndelse, tavst udtrykte en form for ”Her er jeg!” – Dvs. ”Jeg stiller mig til rådighed for Gud og hans plan med mig.”

     Men vi hører ikke Jesus udtale ordene i Ny Testamente. Derimod bliver der trukket en linje fra ét af de steder, hvor udtrykket ”Her er jeg!” anvendes, nemlig ved den brændende tornebusk, hvor Gud taler til Moses inde fra busken og kalder sig selv ”Jeg er!” I øvrigt én af de tekster, som hører denne 3. søndag efter påske til. Jesus siger gentagne gange ”Jeg er” i Johannes-evangeliet, den 6. ud af 7 gange her i teksten, hvor han siger: ”Jeg er vejen og sandheden og livet.”

     Måske var det ikke, de 7 ”kors-ord”, som Jesus sagde, da han hang på korset, men snarere de 7 ”jeg-er-ord” fra Johannes-evangeliet, som han sagde aftenen forinden, som vi kan tage med os og leve videre på. Hvorfor? Fordi ordene taler ind i dét liv, vi lever lige nu, et liv fyldt med angst, uvished og død, og midt i alt dette brænder Jesu ord fra afskedstalerne igennem, som ville ordene trøste os og sige: Jeg er med jer, også i denne situation! Husk: ”Jeg er vejen og sandheden og livet.” AMEN

Salmer: 234 - - 218.