2. Påskedags prædiken

2. Påskedag.

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den første dag i ugen, tidligt om morgenen, mens det endnu var mørkt, kom Maria Magdalene ud til graven, og hun så, at stenen var flyttet fra graven. Så løber hun hen til Simon Peter og til den anden discipel, ham som Jesus elskede, og siger til dem: »De har flyttet Herren fra graven, og vi ved ikke, hvor de har lagt ham.« Så kom Peter og den anden discipel og ville ud til graven. De løb begge to, men den anden discipel løb foran, hurtigere end Peter, og nåede først til graven; han bøjede sig ind og så linnedklæderne ligge der, men han gik ikke ind. Simon Peter, som fulgte efter ham, nåede nu også frem; han går lige ind i graven og ser linnedklæderne ligge der og klædet, som Jesus havde haft over hovedet; det lå ikke sammen med linnedklæderne, men rullet sammen på et sted for sig selv. Da gik også den anden discipel derind, han som var kommet først til graven, og han så og troede. Indtil da havde de nemlig ikke forstået Skriftens ord om, at han skulle opstå fra de døde. Disciplene gik så hjem igen. Men Maria stod udenfor ved graven og græd. Som hun nu stod der og græd, bøjer hun sig ind i graven og ser to engle i hvide klæder sidde dér, hvor Jesu legeme havde ligget, én ved hovedet og én ved fødderne. De sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du?« Hun svarede: »De har flyttet min Herre, og jeg ved ikke, hvor de har lagt ham.« Da hun havde sagt det, vendte hun sig om, og hun så Jesus stå der; men hun vidste ikke, at det var Jesus. Jesus sagde til hende: »Kvinde, hvorfor græder du? Hvem leder du efter?« Hun mente, det var havemanden, og sagde til ham: »Herre, hvis det er dig, der har båret ham bort, så sig mig, hvor du har lagt ham, så jeg kan hente ham.« Jesus sagde til hende: »Maria!« Hun vendte sig om og sagde til ham på hebraisk: »Rabbuni!« – det betyder Mester. Jesus sagde til hende: »Hold mig ikke tilbage, for jeg er endnu ikke steget op til Faderen; men gå hen til mine brødre og sig til dem: Jeg stiger op til min fader og jeres fader, til min Gud og jeres Gud.« Maria Magdalene gik hen og fortalte disciplene: »Jeg har set Herren,« og at han havde sagt dette til hende. 

Johannesevangeliet 20,1-18

Påske er den største af de jødiske fester samt den ældste og vigtigste kristne fest.

Begivenhederne i forbindelse med israelitternes udvandring af Egypten er baggrunden for den jødiske påske. I NT berettes om Jesu domfældelse, død og opstandelse, der fandt sted i Jerusalem under den jødiske påskefest.

Jesu indtog i Jerusalem, ridende på et æsel, fandt sted palmesøndag. Om aftenen skærtorsdag spiste Jesus sit sidste måltid sammen med sine disciple, og på denne helligdag fejres nadverens indstiftelse.

Med disciplene gik Jesus til Getsemane Have og blev senere på aftenen taget til fange af ypperstepræstens folk. Han blev stillet for det jødiske råd (synedrium) og dømt. Fredag morgen, langfredag, blev han stillet for den romerske statholder, Pilatus, den jødiske lokalfyrste, Herodes Antipas, og Pilatus igen, domfældt og bespottet ved tornekroning. Jesus måtte selv bære sit kors på vejen til henrettelsesstedet Golgata. Efter korsfæstelsen gravlagdes Jesus langfredag aften. Tidligt søndag morgen, påskemorgen, gik Maria Magdalene med andre kvinder til graven, men fandt den tom; Jesus var opstanden fra de døde.

Giv os større tro…

Troen kan flytte bjerge…Ja, sådan siger vi ind imellem. Og troen kan vel en gang imellem gøre os i stand til at pege på begivenheder eller episoder, som kun kan forklares med troen og ændre noget. Troen som gør en forskel.

 

Også når vi i corona tider ikke må gå i kirke.

 

Hold ud, hold ud!

 

Men hvornår tror vi nok på vor Herre Jesus Kristus, som verdens frelser, som den der giver os syndernes forladelse og evigt liv. Altså kort sagt er det det kristne håb, vi her taler om.

 

Eller som der står skrevet i Hebr. 11, 1: ”Tro er fast tillid til det, man håber, overbevisning om ting, man ikke ser”

Og sådan er det hele vejen igennem vores måde, at holde kirke på, måden vi døber på, den måde, som vi udfører dåben på, nemlig

I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, således, som Han selv sagde det lige inden han for til himmels på Kristi Himmelfarts dag:

 

”Mig er givet al magt i himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet i døber dem i Faderens….

 

Vi kan ikke sige os fri for engang imellem at tvivle på, om vi nu også tror nok.

Ja, selv hans egne 12 udvalgte disciple kunne komme i tvivl.

De sagde f. eks. Er du den der kommer eller skal vi vente en anden?

På trods af at de selv gik ved siden af Jesus og så den ting han gjorde og udførte og sagde, så kunne de alligevel tvivle på, om de nu også var blandt de udvalgte til at arve Guds Rige, at det var Guds søn de stod overfor.

 

Derfor må vi selvsagt også i dag sige: Giv os større tro.

For det har vi vitterlig brug for.

Derfor sagde Jesus også selv:
”Jeg er sandheden, vejen og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig” Johs 14,6.

 

Min yndlingssalme.er

Min Jesus, lad mit hjerte få.

 

Den fortæller om det væsentlige ved vores påskebudskab, nemlig at selve ordet påske, som nogle vil være bekendt med, betyder forbigang, døden der går forbi. Hentet fra beretningen om Israelitternes frihed fra slaveriet i Egypten med Moses i spidsen.

Det centrale i evangeliet, det glade budskab, som lyder påskemorgen og som tog sin begyndelse i julebudskabet med fødsel og engle det forkynder: ”I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus , Herren.”

 

Jeg har igennem mange år sunget den i påsken og det har været en velsignelse at synge med på teksten af Grundtvig.

Så kan det næppe være bedre.

 

Min Jesus, lad mit hjerte få
en sådan smag på dig,
at nat og dag du være må
min sjæl umistelig!

 

Da bliver nådens tid og stund
mig sød og lystelig,
til du mig kysser med din mund
og tager hjem til dig.

 

Mit hjerte i den grav, du lå
til påskemorgen rød,
lad, når det aftner, hvile få
og smile ad sin død!

 

Før så mig arme synder hjem
med din retfærdighed
til dit det ny Jerusalem,
til al din herlighed!

Biørn Christian Lund 1764.
Bearbejdet 1778.
N.F.S. Grundtvig 1846.

Mel.: Carl Nielsen 1914

 

Sognepræst Uffe Kærup