
25/08/2025 0 Kommentarer
Nyt fra Menighedsrådet - Spareåret 2025 (fortsat)
Nyt fra Menighedsrådet - Spareåret 2025 (fortsat)
# Nyheder

Nyt fra Menighedsrådet - Spareåret 2025 (fortsat)
Her hvor halvdelen af spareåret 2025 er gennemført, går vi et spændende efterår i møde. I skrivende stund venter vi fortsat på resultatet af indsendelse af ønsker til budget 2026. Budgetønskerne behandles i provstiudvalget, og resultatet heraf har stor betydning for Kir-kens økonomi i den nære fremtid. Så vi venter i spænding.
Ligeledes er det spændende at se, om menighedsmødet den 17. august bringer gode ideer til den fortsatte forkyndelse af evangeliet til alle mennesker i alle aldre. I øjeblikket foregår der tilflytning i Sognet, og håndteringen af denne vækst i antallet af sognebørn kræver såvel nytænkning som fastholdelse af den gode tradition, der har kendetegnet Kirken indtil nu. Her er plads til alle, dørtærsklen til Kirken lav, og kirkelivet er kendetegnet ved højt humør og god stemning. Gode ideer til velkomst af nye kirkegængere modtages gerne.
Den nye lov om menighedsrådsarbejde er sendt i høring. Den 12. august holdes der et møde i Hjallese Kirke herom med henblik på at udfærdige et høringssvar. Inviterede til mødet er menighedsrådet, stedfortræderne og Kirkens ansatte. Fristen for indsendelse af høringssvar er den 25. august. I øjeblikket har vi stor glæde af vores vikarpræst Marie Valgreens forkyndelse og virke. Marie fungerer jo i den ledige præstestilling.
Som nævnt i det forrige nummer af Sognenyt er det Stift og Provsti, der styrer tidsforløbet i annonceringen og ansættelsesprocessen for det ledige præsteembede ved Hjallese Kirke. Så i denne sammenhæng venter vi også.
Besparelsernes betydning for Kirkekassens beholdning kan først bedømmes senere på året, så ligeledes i denne forbindelse venter vi. Menighedsrådet ønsker endnu engang at takke såvel ansatte som menighed for den positive modtagelse af sparekravene.
En sparerunde bringer jo også positive resultater ud over at bedre økonomien. Her følger en praktisk observation, sommeren igennem har alteret været pyntet med blomster fra den fynske natur. Det har både været smukt, klima- og miljøvenligt samt mindsket udgifterne til blomsterindkøb.
Jeg glæder mig til at deltage i Sogneudflugten til Dalum Kloster og Kirke den 6. september, hvor jeg håber at kunne hilse på adskillige af dette blads læsere. Programmet kan hentes i Kirken eller læses i sidste nummer af Sognenyt eller på nettet. Tilmelding senest den 1. september til kirkekontoret.
Bente Jakobsen formand for menighedsrådet
Kommentarer