I H.C. Andersens eventyr “Den lille pige med svovlstikkerne” sidder en lille pige på gaden nytårsaften, barfodet og forfrossen, mens sneen daler ned omkring hende. Ingen lægger mærke til hende, for de fejrer nytåret indenfor med gåsesteg og lys. Hun har ikke solgt en eneste af svovlstikkerne, og derfor tør hun ikke at tage hjem. For at få lidt varme tænder hun nogle af dem — og i det korte øjeblik, hvor flammen brænder, ser hun alt det, hun længes efter: et varmt hjem, et dækket bord, en pyntet stue og sin savnede mormor.

Den lille pige tænder fire svovlstikker, før hun til sidst tænder dem alle. Fire lys i mørket. Lidt som vores fire adventslys. Hvert lys er et glimt af varme og håb. Et tegn på, at noget godt findes, selv når alt synes koldt og mørkt. Eventyret ender tragisk. Den lille pige fryser ihjel, men H.C. Andersen lader hende dø med et smil på læben. Hun har set Paradiset, og hun er ikke alene længere, for hun er sammen med sin elskede mormor hos Gud.

Det er en smuk og smertefuld fortælling, for den minder os om, at livet kan være mørkt, både bogstaveligt og billedligt. Vinteren er mørk her i Danmark. Det er mørkt, når vi tager afsted om morgenen, og mørkt når vi kommer hjem. Der er også mørke i verden, mørke i mennesker, mørke i nyhederne. Krig, ensomhed, sygdom, uretfærdighed, død. Derfor kan vi, ligesom den lille pige, have brug for at tænde et lys — for at få håbet tilbage og for at minde os selv om, at mørket ikke får det sidste ord.

Men lys brænder ikke for evigt. Ethvert lys vil på et tidspunkt gå ud. Det erfarer den lille pige også. Hver svovlstik lyser kun et øjeblik, før flammen går ud, og mørket igen lukker sig om hende. Sådan er det også med vores lys. De kan varme og trøste for en stund, men ikke for altid.

Derfor fejrer vi jul. For i julen blev der tændt et andet lys — et, som aldrig går ud. Da Jesus blev født, kom Gud selv til verden, og himlens lys kom til jorden. Det er julens budskab: At Gud ikke bliver i himlen, men træder ind i vores mørke. At han bliver et menneske iblandt os, for at vi aldrig skal stå alene i mørket.

"Det var ikke en nat som de andre, thi al skabningen holdt på sit vejr

og så engle i tusindvis vandre rundt på jorden med stjernernes skær.

Denne nat blev et lyshav i tiden, den har lyst gennem slægterne siden,

dengang Gud selv blev menneskets lys."                              (Johannes Johansen 1977)

Med ønsket om en glædelig adventstid og en velsignet jul.

— Vikarpræst Marie Valgreen